Melkisedek - præstekonge, ærkeengel og ludersøn

Note: This article is provided here to make the information within publicly available. Should you require data for a footnote, then it was originally published as: Dalgaard, Kasper: 2010: “Melchizedek – præstekonge, ærkeengel og ludersøn”, in TEOL-Information 42, University of Copenhagen

Melkisedek - præstekonge, ærkeengel og ludersøn

Af ph.d.-stipendiat, cand. theol. Kasper Dalgaard

Fra præstekonge, over ærkeengel og til ludersøn - for­tolkningerne af den bibelske figur Mel­kisedek er mange og særdeles for­skelligartede. Mit ph.d.-projekt har som hovedformål at undersøge disse og afdække, hvordan og hvorfor denne figur genfortolkes på så forskelligartet vis i antikken.

Først en introduktion af hovedperso­nen Melkisedek. I kapitel 14 i 1. Mo­sebog afbrydes samtalen mellem Abra­ham og kongen af Sodom pludseligt af en præstekonge, kaldet Melkisedek. Efter blot tre vers (18-20) fortsætter det igangværende møde, og Melkisedek forsvinder herefter ud af historien. Ud­over en kort henvisning i salme 110 er dette hans eneste optræden i de skrifter, der nu udgør den jødiske kanon.

Denne yderst begrænsede interesse i Melkisedek (hvis navn kan oversæt­tes med min konge er retfærdig) står i stærk kontrast til den grad, hvormed figuren genfortolkes i de skrifter, der opstår sidenhen i den jødisk-kristne re­ligiøse verden. I mange af disse tilskri­ves Melkisedek roller og egenskaber, som langt fra kan læses ud af beret­ningen i 1. Mosebog 14, hvor de spar­somme informationer begrænser sig til at beskrive ham som en præstekonge af Salem, der velsigner Abraham i Gud den Højestes navn, samt at Abraham finder denne velsignelse så fremragen­de, at han betaler tiende til Melkisedek. Til en mini-"tour-de-Melkisedek", en smagsprøve på de mere kreative gen­fortolkninger, har jeg udvalgt eksem­pler fra tre skriftgrupper: Qumran-samfundets, de "gnostiske" samt visse af de rabbinske genfortolkninger.

Ærkeenglen Melkisedek

De forskelligartede og fragmenterede Qumran-tekster gør det ofte vanskeligt at give en entydig fortolkning af no­get som helst fra dette samfund, men med de sædvanlige forbehold er der tre selvstændige skrifter fra Qumran, der hver især genfortolker Melkisedek på beslægtet vis. Skrifterne Sange til Sabbatsofferet, Amrams Visioner samt -selvfølgelig - Melkizedekteksten inde­holder alle mere eller mindre tydelige henvisninger til en Melkisedek, der ikke længere fremstår som et menne­ske, men nu er genfortolket til et him­melsk væsen.

I Sange til Sabbatsofferet og Amrams Visioner er Melkisedek den øverste præst for de øvrige engle i det himmel­ske tempel, og fungerer ifølge kon­teksten som englehærens leder i dens eskatologiske krig mod Guds modstan­dere. I Amrams Visioner optræder nav­net Melkisedek sandsynligvis sammen med Michael og Lysets Prins som et af de tre navne, der anvendes om den øverste engleleder, hvis modstander ligeledes identificeres ved tre navne: Belial, Mørkets Prins og Melchiresha {min konge er uretfærdig). I Melkizedekteksten er Melkisedek ligeledes et himmelsk væsen, der er ypperstepræst og anfører for englene - her er det end­videre hans rolle at være den, der på Guds vegne straffer den onde Belial og dennes uretfærdige, mens Melkisedek samtidig bringer frelse til de retfærdi­ge, der beskrives som tilhørende ham. Denne sammenlignelige beskrivelse af Melkisedek i disse skrifter som yp­perstepræst og eskatologisk anfører har fået flere forskere til at foreslå, at Melkisedek i Qumran var opfattet som en messiansk figur, selv om der ikke nogetsteds er nævnt nogen salvning af ham.

Melkisedek som Kristus

I Nag Hammadi-skriftet Melkisedek findes et glimrende eksempel på den senere og mere ekstreme skikkelse, som Melkisedek-figuren genskrives til. Skriftet indeholder en apokalyptisk vision, der gives til ypperstepræsten Melkisedek af en skare af engle. Disse afslører for Melkisedek, at hans sande identitet er Kristus. Det er således Mel­kisedek, der blev reinkarneret som den korsfæstede og genopstandne Jesus. Samtidig fremstår Melkisedek som en inkarnation af den himmelske Set - en central figur i mange af de "gnostiske" tekster - og i passager af liturgisk ka­rakter frembyder Melkisedek sig selv og sine udvalgte som offergave til Gud, samt forestår en dåb af disse udvalgte, hvori indgår fremsigelsen af Melkisedeks navn. Derudover er det også Mel­kisedek, der ved de eskatologiske tider vil vende tilbage og føre an i den en­delige kamp mod de onde magter - en fremstilling af den himmelske hellige ypperstepræstekriger, der minder om beskrivelserne fra Qumran.

I det beslægtede skrift kaldet Jeu's Anden Bog gives Melkisedek tilnav­net "Zorokothora", et magisk tilnavn i egyptisk tradition, hvis nærmere betyd­ning er uvis. Her er han igen en him­melsk præst, der har ansvaret for den himmelske dåb. Melkisedek indvier sine disciple i hemmelighederne ved­rørende Pleroma eller Lysets Skatkam­mer og om de tre former for dåb, de udvalgte må undergå. Disse består af Ildens, Vandets og Åndens dåb, der alle iværksættes ved, at Jesus anråber Gud om at sende femten hjælpere anført af Melkisedek, der skal forestå selve då­ben.

I den ældre del af det ligeledes be­slægtede skrift Pistis Sophia (hvori tilnavnet Zorokothora også anvendes) beretter Jesus for Maria om det him­melske lysvæsen kaldet Melkisedek, der nedbryder de fængsler, hvori sjæ­lene straffes. Herefter bringer Melki­sedek dem tilbage til Jorden, hvor de gives endnu en chance for gennem den korrekte levevis at opnå adgang til Ly­sets Skatkammer. Hvis de formår dette, er det Melkisedek, der renser sjælene for de sidste jordiske rester og derefter giver dem adgang til frelsen. Som så­dan fremstår Melkisedek heri som en klassisk psychopomp - den, der guider sjælene mod frelsen, mens alle andre aspekter - udover præstekongens navn fra 1. Mosebog 14 - i denne teksttradi­tion er genfortolket til ukendelighed.

Melkisedek som ludersøn og fortabt galning

Modsat de to foregående skriftgrupper er der en gennemgående tendens i den rabbinske tradition til at fokusere på Melkisedek som rent menneske uden nogen af den himmelske genfortolk­nings konnotationer - en tendens der med tiden fører til en særdeles negativ fortolkning af figuren. Fra de palæsti­nensiske targumim (dvs. aramaiske oversættelser af den hebraiske bi­beltekst) og frem genfortolkes Melki­sedek til at være Noas søn Sem. Denne var ifølge de rabbinske beregninger endnu i live på Abrahams tid (og over­levede denne med 35 år!) - og herved undgår rabbinerne det problematiske i, at patriarken ærer en kana'anæer, da det i realiteten er Abrahams egen slægtning, der blev æret og modtager tiende.

Den begyndende negative fortolkningstendens illustreres ved den rabbinske tradition om, at Gud fratager Melkise­dek præsterollen og giver den til Abra­ham. Årsagen til en sådan degradering skal findes i, at Melkisedek i passagen i 1. Mosebog formaster sig til at om­tale Abraham før Gud. I senere skrifter genfortolkes Melkisedek som en ung mand, der, efter at have set hele sin familie dø på en grum vis, mister for­standen. Efter syv år som forvildet og fortabt i skovene, beordrer Gud Abra­ham til at frelse denne nøgne vildmand fra vanviddet og hjælpe ham med at genfinde sin menneskelighed - inklu­siv at klippe hans tånegle - hvorefter Melkisedek salver, velsigner og giver Abraham dennes fulde navn. Denne rabbinske menneskeliggørelse af Mel­kisedek når sin kulmination i en sen rabbinsk genfortolkning, hvori det be­rettes, at Melkisedeks mor var prosti­tueret - hvilket effektivt fjerner enhver mulighed for, at Melkisedek kunne være en hellig person eller retmæssigt fungere som præst.

Den genfortolkede Melkisedek

Udover disse tre tekstgrupper er der yderligere et stort antal tekster, der in­den antikkens afslutning i større eller mindre grad genfortolker Melkisedek-figuren, ofte på lignende overraskende vis, såsom historieskriveren Josefus der beretter, at det var Melkisedek, der byggede det første tempel i Jerusalem. Det er dette tekstkorpus, der er det umiddelbare omdrejningspunkt for mit ph.d.-projekt - hvorledes og hvorfor foretages disse særdeles forskelligar­tede genfortolkninger af Melkisedek-figuren? Hvilke teologiske, sociale eller politiske ønsker ligger bag for­tolkningerne? Hvorfor griber skrifter­nes forfattere til Melkisedek? Og hvad søger de at bevise eller understrege ved netop deres genfortolkning? Til belys­ning af denne problemstilling kan ind­drages den rabbinske traditions overve­jende rigide fokus på det menneskelige aspekt ved Melkisedek - udgør denne fokusering en polemik mod Qumran-samfundets overnaturlige Melkisedek, eller måske den kristne brug af Melkisedek-figuren i Hebræerbrevet, eller er dette "blot" affødt af det problematiske i, at patriarken Abraham ærer og beta­ler tiende til en kana'anæisk hedninge­præst?

Ligeledes er det et fokusområde at undersøge, hvilke udviklingslinjer der kan påvises for Melkisedek-figurens fortolkninger, og - om muligt - hvor på sådanne udviklinslinjer visse af de mere problematiske tekster kan placeres. Der kan som eksempel herpå påpeges to så­danne overordnede traditionslinjer for fortolkningerne af Melkisedek-figuren: én hvori han beskrives som helt men­neske, samt én hvori han tilføjes for­skellige overnaturlige konnotationer. Hver af disse udviklingslinjer findes med en variant, hvori han er tilskrevet en eskatologisk rolle. Hos blandt andre Josefus, i de rabbinske traditioner samt i den senere ortodokse kristendom er han primært beskrevet som et menne­ske. Ligeledes i 2. Enoksbog, men her tildeles Melkisedek desuden en eska­tologisk rolle som den genopstandne præst. Den anden udviklingslinje, hvori Melkisedek beskrives som et himmelsk væsen, findes udtrykt blandt andet i de nævnte tekster fra Qumran, Pistis Sofia samt i kirkefædrenes skrifter, hvori der berettes om visse "kætterske" sekter, der identificerer Melkisedek med både Helligånden og Gud selv. Teksterne fra Qumran indeholder desuden sam­men med Melkisedek-traktaten fra Nag Hammadi eksempler på, hvordan en overnaturlig Melkisedek ligeledes til­deles forskellige eskatologiske roller.

Det er således genfortolkningerne og deres årsag, der udgør det primære materiale i projektets undersøgelse af, hvordan og hvorfor en relativt ubety­delig bibelsk figur som Melkisedek blev genfortolket til så ekstreme mod­sætninger som ærkeengel, Gud og en fortabt tosse.