Note:
This article is provided here to make the information within publicly
available. Should you require data for a footnote, then it was
originally published as: Dalgaard, Kasper:
“Duel på magi og mirakler i antikkens Rom,” in Bibliana 2012:2, Bibelselskabet, København, 30-35
Apostlenes
Gerninger genskrevet:
Duel på magi og mirakler i antikkens Rom
Hvad
har en genoplivet røget sild, en talende hund og en guddommeligt udført knoglebrækning
på himlen højt over Rom til fælles? Og hvilke teologiske formål tjener så særprægede
mirakler?
Af Kasper
Dalgaard
Cand. theol., ph.d.-stipendiat ved
København Universitet
Petersakterne
fra det sene andet århundrede handler om en gladiatorkamp mellem Peter og
Simon. I rollerne som troens forkæmper og Satans frister tørner de to sammen i
en lang, mere og mere fantastisk kamp mellem Satans magi og Guds mirakler. I
Petersakterne indgyder en perlerække af mirakuløse og magiske undere både
forundring og forvirring.
Historien
om denne drabelige kamp er baseret på beretningen om Peter og Simons første
møde i Apostlenes Gerninger (8,5-25). Her vil den karismatiske troldmand Simon og
hans tilhængere have del i magten bag de store mirakler som de ser de kristne udføre.
Simon lader sig derfor døbe, men han modtager ikke Helligånden. Det kommer Peter
for at råde bod på. Men da Simon forsøger at købe Helligånden for penge (deraf det
senere udtryk Simoni), udtaler Peter en række forbandelser over ham. Petersakterne fortsætter historien
herfra – skriftet er på sin vis den anden og afgørende kamp mellem disse to
figurer.
En
talende hund og en død sild
I
Petersakterne mødes Peter og Simon igen – denne gang i Rom hvor Simon straks
efter sin ankomst fralokker den unge menighed nærved alle dens medlemmer ved at
imponere med sine magiske tricks. På opfordring af de få tilbageværende skynder
Peter sig til byen for at redde menigheden. To ellers umælende væsner fortæller
Simon at hans banemand er ankommet, og at det endelige opgør nu begynder. Først
giver Peter en stor hund evnen til at tale. Den opsøger Simon, og med høj røst
håner den ham og opfordrer ham til at komme ud og møde Peter i kamp. Simon »gik
i stå midt i den tale hvormed han var ved at vildlede dem der stod omkring.«
Senere giver Peter et syv måneder gammelt barn en voksen mands stemme. Barnet
ydmyger Simon (»du ødelæggelsens værste sæd«) og fortæller ham hvordan den
afgørende kamp skal stå i Roms centrum – på Forum Julium så alle Roms
indbyggere kan se Simons »fordærvede natur« og rænkespil.
Ind
imellem disse undere har Peter udført et af de mærkeligste mirakler beskrevet i
alle de apokryfe skrifter. Da nogle frafaldne ønsker et tegn for at vende
tilbage til den kristne tro, vender Peter sig om og ser en røget sild i et butiksvindue.
Han griber den og kaster den i et svømmebassin hvor den svømmer levende rundt og
sågar spiser af brødet de begejstrede tilskuere kaster ned til den. Peters
mirakler sætter Simon på plads og vinder de frafaldne kristne tilbage til
troen. Dette er en interessant teologisk modsætning til ideen i Jesus’ udsagn
om at troen ikke bør komme af at se
mirakler.
Den endelige kamp
Efter
en længere og underholdende række af overnaturlige indslag (bl.a. bruger Simon
magi til at frarøve enker deres guldsmykker) mødes Simon og Peter endelig i
kamparenaen. For øjnene af både honoratiores (senatorer, præfekter og
embedsmænd) og de lavere sociale klasser skal den endelige kamp nu stå om tilhørernes
tro. Hvem er stærkest, magikeren eller mirakelmageren?
Præfekten
Agrippa er kampdommer og opstiller de barske regler: Simon skal dræbe en ung
mand, og Peter skal genopvække ham. Folket bifalder den morbide kamp og råber
at de vil brænde taberen levende. Simon træder nu frem og taler magiske ord i
mandens øre så han bliver stum og dør. Da Peter skal til at genopvække manden,
afbrydes han af to kvinder der vil have at han opvækker deres nyligt afdøde
sønner først. Ved at opfylde deres ønske vinder Peter folkets gunst og udfordrer
nu Simon til at genopvække den mand han selv lige har slået ihjel. Simon går da
hen til den døde og bøjer sig ned tre gange. For folket ser det ud som om den
døde løfter hovedet og åbner øjnene, og de begynder straks at søge efter træ
til at brænde Peter på.
Men
Peter råber at det kun er magiske tricks, og præfekten Agrippa skubber Simon
væk fra manden – det er tydeligt for alle at han endnu er død. I stedet for at snyde
genopliver Peter den unge mand ved at røre ved ham og byde ham vende tilbage
til livet. Den unge mand rejser sig og går rundt så enhver kan se at han lever.
Peter må gentagne gange bede folket om ikke at brænde Simon og minde dem om at kristne
skal elske deres fjender og lade dem leve. Denne noble adfærd får de mange
tilskuere til at kaste sig ned for Peters fødder og tilbede ham som en gud.
Simons magi viser sig at være ude af stand til at bringe nogen tilbage til
livet og tjener kun til negative og destruktive formål.
I
slutningen af Petersakterne møder Simon møder sit endeligt. Efter gentagne ydmygelser
er Simon blevet leet ud af Rom, og han proklamerer da at han endegyldigt vil afsløre
Peter og Jesus som bedragere ved at flyve op til Gud og »vende tilbage til sig
selv« – som han lidt underfundigt udtrykker sit krav på guddommelighed. En stor
skare romere kan næste dag derfor se Simon hæve sig op og svæve over Roms
templer og høje.
Peter
kan mærke frafaldet genindfinde sig og bønfalder Jesus Kristus om at vise nåde
over for sin menighed og lade Simon »falde ned fra oven, forblive kraftesløs,
ikke dø, men blive uskadelig og brække benet tre steder.« Det sker virkelig, og
efter et sønderknusende fald bliver Simon endog stenet af tilskuerne og møder
kort efter sin død; forladt, alene og nu med et amputeret ben.
Magi,
mirakler og teologi
Spørgsmålet
er nu hvorfor forfatteren til Petersakterne i så høj grad valgte at fokusere på
denne kamp mellem Peter og Simon – på kampen mellem mirakler og magi. En
mulighed er at Petersakterne blot skulle være en underholdende historie; flere
episoder er fuldt ud på højde med både antikke og moderne komedier. Men det er
nok mere sandsynligt at vi har at gøre med et teologisk partsindlæg. Et indlæg
som behandler det betændte emne om magiens plads i den tidlige kirke. Debatten genfindes
i tekster som Apostlenes Gerninger 8,5-25 og 13,4-12.
I
en religion hvis tidlige skrifter frembyder et overvældende antal mirakler, vil
spørgsmål om forholdet mellem magi og mirakler, mellem magikere og
mirakeludøvere, naturligt dukke op.
Sådanne spørgsmål er derfor en sag for kirkens teologer. Petersakterne forklarer
gentagne gange at magi og magikere hører ind under Satans domæne – deres
kræfter kommer fra ham, og derfor kan de ikke tjene et godt formål. Simons magi
kan slå ihjel, men den er ude af stand til at gøre døde levende. Hans destruktive
magiske tricks tjener kun til at stjæle guld fra enker, forblænde tilskuerne og
lokke de kristne til frafald.
Magien
karakteriseres som flygtige illusioner der kun kan pervertere de sandt troende,
og derfor må Peter som Guds forkæmper for anden gang træde frem og kæmpe mod
Simon. Menigheden i Rom er et billede på hele den tidlige kirke. På denne kampplads
fremhæver Petersakterne at den der forblændes af magikerens »bling-bling«,
træder ud af kirken, hvorimod den der forbliver i menigheden, vil have troens
værn mod verdens illusioner. Læseren er ikke i tvivl om hvad der er godt, og
hvad der er ondt. Der
er ingen gråzoner i Petersakterne: Simon er Satans tjener, den »glubske ulv der
opsluger og ødelægger det evige liv«, Dødens Engel.
Derimod er Peter Guds tjener og forkæmper og den der kan genopvække, frelse og
føre folket tilbage til troen. Hans mirakler, alle udført ved at han påkalder
Jesus Kristus, er det modsatte af magi. De er varige og gavnlige.
Her
kan du læse mere:
Jørgen L. Christiansen og Helge K. Nielsen: Nytestamentlige Apokryfer, København: Det Danske Bibelselskab,
2002
Jan Bremmer (red.): The Apocryphal
Acts of Peter: Magic, Miracles, and Gnosticism, Leuven: Peeters Publishers, 1998
Comments
Post a Comment