Petersakterne: Dæmonologi for begyndere

Note: This paper is provided here to make the information within publicly available. It was given as an introduction to the following article: Dalgaard, Kasper: "Duel på magi og mirakler i antikkens Rom

” in Bibliana 2012:2, Bibelselskabet, København

Dæmonologi for begyndere

- dæmoner og mirakler i Petersakterne og Salomons Testamente

I forbindelse med et arrangement i sidste uge fortalte en vis professor mig at min hjerne "fungerer sjovt." Forhåbentligt var det sagt med et glimt i øjet, men det er nok noget om udsagnet hvilket samtidigt er årsagen til at sjove eller skæve tekster tiltrækker mig.

I denne omgang har jeg haft mulighed for at beskæftige mig med ikke blot én men to tekster der mildt sagt indeholder mange skæve indslag. Disse er Petersakterne og Salomons Testamente. Petersakterne kan I læse meget mere om i det nye nummer af Bibliana hvor min artikel netop handler om dette skrifts meget udtalte kritik af magi – altså brug af en magt der stammer fra dæmoner, modsat mirakler der kommer fra Gud.

I dette lille foredrag vil jeg derimod primært fokusere på at beskrive det nogenlunde samtidige skrift, Salomons Testamente.

Udover en gennemgang og beskrivelse af dette underholdende og forholdsvis ukendte skrift vil jeg argumentere for at der er flere sammenhænge mellem disse to tilsyneladende forskellige skrifter, end man umiddelbart skulle tro. Sammenhænge der beror på blandt andet et ens syn på hvorledes sex og magi er den sikre vej til fortabelse.

Desuden er begge tekster resultatet af en videredigtning der kombinerer to ting der fascinerede dengang som nu; de bibelske helte-figurer og hele den magisk-dæmoniske verden.

Petersakterne er kort fortalt en beretning fra det andet århundrede der fortæller om hvorledes troldmanden Simon Mageren, dukker op i Rom og volder problemer. Ved hjælp af sine imponerende magiske evner får han næsten alle i den nyetablerede menighed til at forlade kristendommen.

Heldigvis ankommer Peter, hidkaldt af menigheden og et syn sendt fra Jesus, og de to, der første gang mødtes i Apostlenes Gerninger, påbegynder nu anden runde af deres kamp – en kamp mellem dæmonernes magi og Guds mirakler.

Simon anvender magi der kun kan gøre ondt; frembringe illusioner, dræbe og ødelægge. Peters magt kommer derimod fra hans bønner til Gud, hvis resultater spænder over at kunne genoplive røgede sardiner så de lystigt svømmer rundt igen, til at kunne styrte Simon ned fra dennes flyvetur henover Roms himmel, men kun så han brækker benet tre steder og ikke direkte dør af faldet.

Salomons Testament er en nogenlunde samtidig kristen bearbejdning af ældre jødiske traditioner. Skriftet er en længere fascinerende og eventyrlig folkefortælling om Salomons eventyr udi magiens verden og hvorledes dette fører til hans fald fra Guds nåde.

Vi hører om hvorledes Salomon byggede det første tempel i Jerusalem ved hjælp af dæmoner, og derigennem får vi også en enestående beskrivelse af alverdens mærkværdige engle og dæmoner.

Testamentets fortælling sættes i gang ved at den dreng som Salomon elskede bliver mere og mere afkræftet for hver gang de mødes. Adspurgt fortæller drengen at det skyldes natlige besøg af en dæmon der suger hans livsstyrke ud gennem hans højre tommelfinger.

Bestyrtet, trygler Salomon Gud om hjælp, og svaret kommer prompte i form af ærkeenglen Michael der medbringer en magisk ring. Michael forklarer Salomon at ”med denne ring skal du betvinge alle dæmoner, både kvindelige og mandlige, og med deres hjælp skal du bygge Jerusalems tempel når du bærer dette Guds segl.”

Denne ring giver Salomon magten til at påkalde dæmoner og afkræve dem svar. Han får dermed ikke selve magten over dem men mulighed for at få de informationer der giver magt over dæmonerne.

Salomon spilder ikke tiden og påkalder straks dæmoner alle ved den samme fremgangsmåde: han adspørger dæmonen om dens navn, hvilken funktion dæmonen har, samt hvilken engel der har magt over den pågældende dæmon.

De store gerninger udført af dæmonerne under Salomons kontrol gør at konger fra hele verdenen strømmer til og donerer gaver til byggeriet, heriblandt "hekse"-dronningen af Sheeba, der især forbløffes da en mægtig vind-dæmon placerer den store hjørnesten i templet (som en opfyldelse af Ps 118:22).

Som i alle eventyr forbliver alt dog ikke godt – den snedige dæmon Abezezhibou, den samme der hjalp Iannes og Iambres mod Moses samt forhærdede Faraoens hjerte, overtaler Salomon til at sætte en søjle højt på himlen som et vidnesbyrd om alt hvad Salomon har udført.

Denne gerning, der blot forherliger Salomon, og ikke Gud, er samtidig begyndelsen på enden for Salomon. Kort efter beretter teksten at han, drevet af kødelige lyster, rejser hele verdenen rundt og finder kvinder til sit harem. Læseren af Testamentet ved på nuværende tidspunkt at sådanne kødelige lyster må betyde at Salomon er kommet under dæmonernes kontrol og at faldet derfor må være nært forestående.

Og ganske rigtigt, Salomon forelsker sig vildt og inderligt i en Shummanæisk kvinde – for Salomon ”elskede denne pige – for hun var struttende af figur og jeg var sanseløs på grund af hende.” Der er bare det lille problem at denne yppige pige er skøge i et tempel for Raphan og Moloch. Præsterne kræver derfor at Salomon falder på knæ for guderne. Salomon nægter, men så sker det frygtelige at pigen nægte at gå i seng med Salomon. Salomon indvilliger derfor straks i at ofre fem græshopper til de to guder.

Som en konsekvens af denne idoldyrkelse forlader Guds visdom straks Salomon og han, der før betvang dæmonerne, bygger nu templer til dem og bliver dermed latterliggjort af de selvsamme dæmoner.

Det er i denne situation at Salomon, bevist om sit fald, skriver sit testamente for i sin fortabelse dog at kunne hjælpe senere generation i denne verden, gennem sit kendskab til dæmonernes betvingelse.

Så langt så godt om handlingen i Salomons Testamente – Nu skal vi kigge lidt nærmere på disse dæmoner der gennem deres korrumperende indflydelse kunne føre selv den vise Salomon til fortabelse. Det er nemlig ét af de charmerende elementer ved dette skrift at det indeholder en særdeles rig dæmonologi. Et par dæmonbeskrivelser som eksempler på dette:

Den tommelfingersuttende dæmon Ornias der satte gang i hele miseren, og som viser sig at have en udtalt svaghed for unge drenge. Adspurgt, forklarer han at han har englen Ouriel som modstander, og ved englens navn og ringens magt forviser Salomon Ornias til stenbruddet hvor han skal hugge alle stenene til templet.

Den næste dæmon der fremkaldes er ingen ringere end Beelzeboul, der som fyrste eller konge over alle de urene ånder tvinges til at frembringe disse for Salomon, én efter én. Beelzeboul selv er ansvarlig for eksistensen af krige gennem sin manipulation med verdenens fyrster.

Da Salomon er lidt af en liderbuks i fortællingen, er noget af det første han gerne vil se en smuk kvindelig dæmon. Beelzeboul frembringer Onoskelias, en smuk kvinde, dog skæmmet af et par gevaldige æselben. Hun leder rejsende mænd i ulykke ved fuldmånens lys (især honning-farvede mænd). Efter at have kigget lidt på hende sætter Salomon hende til at spinde hampereb til byggeriet.

Salomon beder Beelzeboul om at sætte sig ved hans side og forklare ham om dæmonernes verden. Som en mærkværdig form for tyde-engle-dæmon, forklarer Beelzeboul at han er én af de sidste af de engle der faldt fra himlen. Før faldet var han den øverste blandt englene men nu regerer han over hele jorden og alle dæmoner.

De øvrige urene ånder er resultatet af den uhellige forbindelse mellem de faldne engle og mennesker. Således forklarer dæmonen Asmodeus stolt at skønt han er født af en kvinde er han søn af en ærkeengel mens Lix Tetrax er søn af Beelzeboul. Andre er skabt på langt mere mærkelige måder, der mere minder om "gnostiske" traditioner.

Blandt andet hedder det om den lækre Onoskelias at hun er en ånd som er blevet gjort til et legeme ved at ”der lød en uventet stemme som kaldes ekkoets stemme fra den sorte himmel, som genlød i materien”.

Derudover får vi en række praktiske informationer om disse dæmoner; f.eks at næsten alle dæmoner frygter jern og vand. Og da Salomon demonstrerer at man ikke behøver følge Geneve-konventionen når man har med dæmoner at gøre, benytte han sig af deres svagheder til at torturere dem; den noget flabede Asmodæus bindes således med jernlænker, omringes af vand og under hans næse afbrændes der kontinuerligt den fiskelever der er hans svaghed.

Mens den almægtige Gud residerer i den højeste himmel, og derfra udsender sine engle bor dæmoner alle vegne, fra mørke huler til stjernerne, og fra deres forskellige områder skaber de sygdom og splid, moralsk fordærv og ulykker. De tiltrækker tilbedere gennem deres udseende og evner, og belønner med rigdom og befrielse fra smerte som det passer dem.

Som Asmodæus forklarer skal Salomon dog nyde den midlertidige magt han ved ringen har fået over dæmonerne for ”denne situation er forbigående. Vi er nu i din magt til at blive tortureret; derefter vil vi igen sprede os blandt menneskeheden hvorved vi igen vil blive tilbedt som guder fordi mennesker vil glemme englenes navne, de engle som har magt over os.”

Efter at have læst en sådan tekst stiller man sig uundgåeligt spørgsmålet om hvad dog meningen med alt det var. Og der er tilsyneladende en mening med galskaben.

Som Salomon fortæller, har han nedskrevet sit testamente netop for at fremtidige generationer skal have viden om dæmoner, deres gerninger samt englenes navne og deres hjælp. Og dengang som nu er Viden magt.

I både Testamentet og Petersakternes verdenssyn er dæmoner en realitet. De har en oprindelse, et navn, en funktion, men det afgørende er at der er måder at besværge og bortsende selv de værste dæmoner.

Hele menneskets liv og alle dets problem forklares gennem dæmoners eksistens – fra hvorfor man får hovedpine, til hvorfor politikere altid er korrupte – samt at dette udføres med Guds fulde kendskab.

Skrifterne fremviser et interessant religiøst verdenssyn hvori ondskaben er reel og håndgribeligt eksisterende, tolereret af Gud, men altid underlagt selvsamme Gud. Altså ikke en absolut dualisme, hvor der er tvivl om hvem der bestemmer men en begrænset version hvor ondskaben, med Guds samtykke, eksisterer.

Og formålet med skrifter som Testamentet er netop at videregive hvorledes et almindeligt dødeligt menneske kan forbedre sine chancer for at overleve i denne verden. Gennem den korrekte viden om dæmonernes navne og svagheder.

Den bedste måde at beskrive skriftets genre er derfor som MAGISKE MANUAL; en håndbog i hvordan man betvinger dæmonerne, selv uden ringen. Magiske Manualer er tekster der indeholder hvad man kunne kalde magisk teologi. Tekster der sætter ældre magiske materialer og traditioner ind i en mere systematisk teoretisk og narrativ rammefortælling. De forklarer og tydeliggør et verdenssyn hvori magiens eksistens, anvendelse og risiko er forklarede og sættet ind et større system. Resultatet bliver dæmonologiske håndbøger der både fortæller hvorledes man anvender magi men også at man derved uundgåeligt fortabes derved.

Testamentets tydeligste bevis på dette er en længere sektion hvor 36 dæmoner remses op og der forklares hvorledes de kan uskadeliggøres; altid ved at kende navnet samt at gøre en fysisk ting; f.eks. betvinges Lix Tetrax ved at man spytter på jorden og ved navnet på dens englemodstander binder dæmonen til denne smule vand.

Og det der fortælles er hvorledes dette kan gøres uden adgang til Salomons magiske ring, en fremgangsmåde der er i tråd med ringens egne egenskaber. Den betvinger ikke som sådan dæmonerne men giver derimod dens ejer muligheden for at få de informationer, navne og svagheder, der skal til for sidenhen at kunne betvinge dæmoner.

Det der dog også er vigtigt at understrege er at magi altid fører til fald. Under alle omstændigheder skal enhver brug af magi kombineres med bønner, mange bønner, til Gud – Salomon beder i begyndelsen kontinuerligt til Gud. Derved understreges at Salomons magt er en gave der konstant beror på en ubrudt forbindelse til Gud. Straks Salomon glemmer dette forlader Guds herlighed ham og han ender i dæmonernes kløer.

Det samme kommer til udtryk i Petersakterne og kampen mellem magi og mirakler. I denne kamp er begge former for magtanvendelse effektiv, men da skriftet, ligeledes er skrevet ud fra en begrænset dualisme, er udfaldet aldrig i tvivl. Når Gud involverer sig er den magt han sender langt stærkere end dæmonernes magi. Petersakterne og Testamentet giver således begge udtryk for et sammenligneligt syn på verdenens indretning, magi og dæmoners eksistens og virke.

Begge skrifter er udtryk for at mennesket er svagt – selv de største personligheder, præster og konger falder nemt – og dets eneste værn mod dæmonerne er kontinuerlige bønner til Gud, og da dette ofte ikke virker, må mennesket gribe til mere esoterisk viden om dæmonernes navne og deres engle modsætninger.

Men at anvende dæmonologi, og dermed magi er ensbetydende med at falde fra Guds nåde. I Testamentet er dæmonologi ok, så længe det tjener Guds formål, men i begge tekster er det tydeligt at denne viden kun kan føre til fald. Først da ringen er forsvundet mere og mere fra fortællingen og Salomon anvender sin magt over dæmonerne til egen status går det galt – han er trådt fra den smalle sti og gået fra en gudstro dæmonanvendelse over til en ugudelig brug af magi. Både Simon og Salomon er skyldige i at anvende magien til personligt fokus og dermed er de begge dømt til fortabelse.

Begge tekster er således vigtige fordi de giver et indblik i hvorledes magiens realitet blev opfattet i en tidlig tid, menneskets grundvilkår var at være underlagt disse magter og deres plager, i et spinkelt håb om at Gud svarer på bønnerne. Desuden har de begge den vigtige advarsel at alle forsøg på at bruge magi og betvinge dæmoner er dømt til at ende i fortabelse.

I en ikke-absolut dualisme sker alt på Guds ordre, og selvom mennesket pines og plages bør det ikke selv gribe til magien for at redde sig. Dog giver begge tekster, og især Testamentet, som de magiske manualer de også er, læseren netop den nødvendige viden der kan frelse et barn fra at dø og lignende begivenheder der kan gøre et menneske desperat nok til at risikere fortabelse.

Så mens moralen fra begge skrifter fortæller at sex, magi (og rockmusik), fører til evig fortabelse så er det måske også lige præcist det der gør livet muligt at udholde når ens elskede trues af slemme tommelfingersuttende dæmoner.